AUKTIONEN ER AFSLUTTET.

 

 

Eyvind Olesen (1907-1995)
Mellem pligt og frihed
Eyvind Olesen var altid på vej et sted hen, i bevægelse, enten fysisk eller mentalt. Han begyndte at tegne, male og skrive allerede fra barnsben, men hans intellekt fyldte mere end landsbyen Svallerup kunne tilbyde, og derfor blev han sendt på Sorø Akademi. Eyvind klarede sig fagligt godt, selvom han ikke passede ind kostskolens hårde sociale hierarki, og styrede mod sine forældres højeste ønske for ham; at blive præst.
Selv ville han dog hellere male, men forventningens pres gjorde at han i stedet flyttede til København for tage studenterkursus og teologi på universitetet.
Distancen tillod ham at bruge mere tid på maleriet, og selvom han aldrig fik en formel uddannelse som kunstmaler, så uddannede han sig hos Lembcke-Jensen og Sven Lindstrøm.
Olesen debuterede først som 25-årig, men var efterfølgende en ganske produktiv herre. Samtidens
anmeldere var uenige om denne unge malers evner, selvom de fleste anmeldelser nævner hans talent -især indenfor oliemaleriet. Om han motivisk skulle holde til landskaber eller abstraktion, og om
akvarellerne var en god idé eller ej, kan samtidens anmeldere ikke finde bred enighed i.
Fra nogen blev han fremhævet for sin humor og fantasi, mens andre ikke mente han havde noget på hjertet og manglede at finde sin form. Det sidste gik Eyvind på, måske fordi han følte at han nu endelig havde hengivet sig til maleriet i en voksen alder, eller måske fordi det ramte manden, der altid var på vej et andet sted hen, lige i hans ømme punkt: Flygtigheden. Det er selvfølgeligt retrospektivt gætværk, men kritikken kan temmelig sobert ses i forhold til sin tid.
Eyvind Olesen var en modernistisk maler midt i det tyvendeårhundredes modernisme. Der var kamp om hvad der var rigtigt og forkert, smukt og grimt, i mange aspekter af livet herunder kunst. Med mange stærke holdninger kunstkritikere og kunstmalere imellem, er det måske ikke så mærkeligt at visse af Eyvind Olesens billeder stødte enkelte på manchetknapperne. De lange og brede strøg, der vidner om penslen lang tid efter, den er fjernet fra lærredet, kan virke som en kunstner, der har skyndt sig at blive færdig. Omvendt behøver man ikke at se dem som forhastede, men i stedet rettidige: De lange markante strøg afslutter billedet, næsten som at resten af maleriet har bygget op til disse strøg, at de hele tiden har ligget Eyvind Olesen på sinde, men at de først endeligt kunne udføres, når grundlaget var bygget for det. Man kan næsten se det som et stykke musik, der afsluttes ved at intensiteten skrues op til sidst. Interessant nok syntes både ros og kritik at komme fra samme sted; hans evne til i tilblivelsen af maleriet at præsentere en så let og legende tilgang, at beskueren kunne læse dette af lærredet bagefter. Om det var udtryk for barnlighed, naivisme eller en bevidst materialisering af underfundigt humør kan diskuteres, men hans mange skriverier små som store i aviserne vidner om en mand, der ikke var bange for at tænke mangetanker til ende.
Vincent Van Goghs symbolisme er ofte nævnt inspirationskilde, men det synes også at han har hentet inspiration hos Paul Cézanne, ekspressionister Marc Chagall og i Danmark bl.a. William ScharffEt af Olesens yndede motiver, som han omsatte fra det symbolistiske, ekspressionistiske og endda abstrakte var hanen og høns. Mindeudstilling af hans kunst på Bispegården havde slet og ret titlen ”Hanemaleren Eyvind Olesen”.
Tilnavnet til trods, så er grundlaget for valg af motiv ikke velbeskrevet. William Scharffs hønebilleder har været beskrevet som en nærhed eller symbolistisk pagt med naturen: Foreningen mellem kultur og natur.
Eyvind Olesen har i mange skriverier beskrevet sit forhold til natur og dyre, så en lignende tolkning ligger ligefor. Få gange nævner han specifikt haner og høns. I en historie om hans barndom fortæller han om perlehønsenes tungsindige toner, og referer til et digt om hanens flotte fjerpragt, der gør den indbildsk. Det ligger ham derfor ikke fremmed at menneskeliggøre fuglene med tillagte antropomorfe følelser. Ud af det kan man læse hønsene som et billede på mennesker og menneskers dualitet. Haner kan på en gang virke som stolte og flotte dyr, men også tragikomiske figurer, der enfoldigt er overbeviste om deres egen vigtighed.

 

 

 

Johannes Hofmeister og den efemeriske vished.

Hjørringkunstneren Johannes Hofmeister (1914-1990), men hvad gemmer der sig egentligt i billedets motiv?Hofmeister rutter ikke med beskrivelsen af hvad noget forestiller gennem titlen på sine malerier. Der er enkelte, hvor ordene kan afløse motivet, men det lakoniske er mere reglen end undtagelsen. Hvis der er figurer på billedet, bliver det koncist betitlet noget med figurer. Er der landskab, er landskab selvfølgelig en del af titlen og så fremdeles. Dersom er det heller ikke mærkeligt, at der findes flere af hans malerier med titlen ”Figurer i landskab”.Denne upersonliggørelse gælder ikke kun titlen. I løbet af Hofmeisters karriere forsvinder de individuelle karakteristika gradvist og figurerne smelter ind i landskaberne. Genkendelige som menneskeskikkelser men svært definerbare.

Kigger man på landskabet bag figuren så minder den dragende mørke plamage med hvide og blå trekanter meget om hans billeder fra Galgenbakken i Hjørring Bjerge, hvor han malede mange billeder. Bakken har et afkortende knæk i venstre side, hvilket er overensstemmende med hvordan han afbillede bakken i andre malerier. Den hvide trekant er en husgavl, mens den blå trekant er et kig ned langs husets taget.Det skurer dog lidt, hvor tydeligt man kan se havet i baggrunden. På klare dage kan man fra høje punkter i Hjørring Bjerge, såsom Bellevuetårnet, godt se Vesterhavet, men det vender nu alligevel lidt forkert til helt at passe med kunstnerens øvrige billeder for ikke at tale om geografien.

Motivet minder mere om hans kystlandskaber, især nogen af de senere har motivisk lighed, men perspektivisk forskel. Hvor man i de senere, trods titel, knap kan skimte havet, så er man som beskuer i dette billede højt nok oppe til at kunne se havet strække sig indtil det bliver afløst af himlen.

En anden motivisk lighed med kystlandskaberne er brugen af den enkelte person klædt i blåt. Men hvem er denne person? Han iklæder ofte sine figurer blå, gul, rødlig okker eller rød. Hvor den gule og rødlige ses på børn og kvinder, så kan både mænd og kvinder bære blåt i billederne. Typisk kan man genkende det på håret, hvor kvinderne har langt hår modsat mandens korte, og er der flere personer på billedet, er det manden, der bærer blåt. 

I motiver med kun en enkelt voksen, kan de minimalistiske blå figurer både være mand eller kvinde. Der er måske en lille overvægt til at mænd oftere har mørkere blå, og kvinder har lysere blå. Alligevel er det svært helt at bedømme omauktionsbilledets figur er det ene eller det andet, da håret står som en næsten helt utydelig sky omkring hovedet på personen. Det der taler for at det er en kvinde, er de blødere lidt mere afrundede træk, som man også kan skimte i andre af hans kvindefigurer, og samtidigt at den lyseblå afbøjes med en endnu lysere blå i højre side. Og så alligevel; for i venstre side nærmest foldet ind bagom figuren ses den mørkere blå også.

Så meget mere vidende, og dog så lidt klogere, står man tilbage med noget ganske vidst: Johannes Hofmeister er en mester i det diffuse og tænksomme, og som titlerne eller mangel på samme antyder, er der rig mulighed for beskueren selv afslutter billederne. Det er som om at de modernistiske former åbner for at man kan overskue billedet i sin helhed og opnå en vished for, hvad der er på spil. Alligevel kommer tvivlen snigende når man er ligeved at have regnet den ud. Det man har fået er en art efemerisk vished.

 

 

Royal Copenhagen – Blå Blomst
Før Royal Copenhagen var der Den Kongelige Porcelainsfabrik og før den var Dansk Porcelins Fabrik.
Fabrikken startede i 1775 da apotekeren F. H. Müller havde fået Christian d.7 og enkedronning Juliane Marie med på ideen om en porcelænsfabrik, der kunne give Danmark samme muligheder som tidens store spiller i porcelænsproduktion; nemlig tyske Meissen.
Fabrikken producerede fra starten både musselmalet til finere brug og til hverdags brug var det det
blåmalede, hvilket Blå Blomst var en del af.
I 1779 røg fabrikken i økonomisk uføre og kongehuset overtog hele partnerskabet og herefter kom den til at hedde Den Kongelige Porcelainsfabrik. Året efter i 1780 blev det flettede Blå Blomst suppleret med en ny version kaldet Blå Blomst Svejfet, hvor fanen (det yderste stykke af en tallerken) eller helt cirkulære udformning i stedet blev opbrudt af en serie svungne konkave rokokkodetaljer.
I 1868 bliver firmaet privat og 14 år senere bliver den overtaget af fajancefabrikken Aluminia. Kort herefter blev arkitekten Arnold Krog ansat som kunstnerisk leder, for senere at blive kunstnerisk direktør 1891, direktør for det hele fra 1910 og havde begge poster indtil han forlod firmaet i 1916.
Arnold er også ansvarlig for den sidste iteration af den klassiske Blå Blomst, hvilket var den kantede version fra 1913. Ligesom det svejfede laver den kantede version opbrud i fanen, men i en mere minimalistisk opdateret version uden samme svungne udseende.
Det klassiske Blå Blomst bliver ikke produceret mere, men Royal Copenhagen annoncerede i 2018 at der kommer en gendesignet version udformet af den nederlandske designer Wouter Dolk.

 

Brudstykker af Aalborg

Ellis arbejdede i 25 år som kostumier på Aalborg Teater, og i endnu 25 år sammen med sin mand Ole hvor de sammen bestyrede bed & breakfast-stederne Skipperhuset i Blokhus og senere det særegne Villa Rosa i Aalborg, hvor alle værelserne havde hvert deres tema såsom ”Den engelske stue”, ”Jagtstuen” og det maritime ”Skipperværelset”.
Auktionen byder på en masse spændende og kuriøse møbler, lamper og dekorative indslag fra Ellis Grønborgs gennemførte indretninger, men også skattede effekter fra hendes tid på teatret såsom en samling af farvelagte kostumeskitser og signerede stills af den kendte aalborgensiske fotograf Buus Jensen.
Auktionen finder sted på Aalborg Auktionshus, Gørtlervej 13, 9000 Aalborg

  

 

https://nordjyske.dk/plus/auktion-over-boet-efter-ellis-groenborg-koeb-et-lille-stykke-aalborg-historie/27e7bbcf-699d-4fec-8921-d552fc953275