Eyvind Olesen (1907-1995)
Mellem pligt og frihed
Eyvind Olesen var altid på vej et sted hen, i bevægelse, enten fysisk eller mentalt. Han begyndte at tegne, male og skrive allerede fra barnsben, men hans intellekt fyldte mere end landsbyen Svallerup kunne tilbyde, og derfor blev han sendt på Sorø Akademi. Eyvind klarede sig fagligt godt, selvom han ikke passede ind kostskolens hårde sociale hierarki, og styrede mod sine forældres højeste ønske for ham; at blive præst.
Selv ville han dog hellere male, men forventningens pres gjorde at han i stedet flyttede til København for tage studenterkursus og teologi på universitetet.
Distancen tillod ham at bruge mere tid på maleriet, og selvom han aldrig fik en formel uddannelse som kunstmaler, så uddannede han sig hos Lembcke-Jensen og Sven Lindstrøm.
Olesen debuterede først som 25-årig, men var efterfølgende en ganske produktiv herre. Samtidens
anmeldere var uenige om denne unge malers evner, selvom de fleste anmeldelser nævner hans talent -især indenfor oliemaleriet. Om han motivisk skulle holde til landskaber eller abstraktion, og om
akvarellerne var en god idé eller ej, kan samtidens anmeldere ikke finde bred enighed i.
Fra nogen blev han fremhævet for sin humor og fantasi, mens andre ikke mente han havde noget på hjertet og manglede at finde sin form. Det sidste gik Eyvind på, måske fordi han følte at han nu endelig havde hengivet sig til maleriet i en voksen alder, eller måske fordi det ramte manden, der altid var på vej et andet sted hen, lige i hans ømme punkt: Flygtigheden. Det er selvfølgeligt retrospektivt gætværk, men kritikken kan temmelig sobert ses i forhold til sin tid.
Eyvind Olesen var en modernistisk maler midt i det tyvendeårhundredes modernisme. Der var kamp om hvad der var rigtigt og forkert, smukt og grimt, i mange aspekter af livet herunder kunst. Med mange stærke holdninger kunstkritikere og kunstmalere imellem, er det måske ikke så mærkeligt at visse af Eyvind Olesens billeder stødte enkelte på manchetknapperne. De lange og brede strøg, der vidner om penslen lang tid efter, den er fjernet fra lærredet, kan virke som en kunstner, der har skyndt sig at blive færdig. Omvendt behøver man ikke at se dem som forhastede, men i stedet rettidige: De lange markante strøg afslutter billedet, næsten som at resten af maleriet har bygget op til disse strøg, at de hele tiden har ligget Eyvind Olesen på sinde, men at de først endeligt kunne udføres, når grundlaget var bygget for det. Man kan næsten se det som et stykke musik, der afsluttes ved at intensiteten skrues op til sidst. Interessant nok syntes både ros og kritik at komme fra samme sted; hans evne til i tilblivelsen af maleriet at præsentere en så let og legende tilgang, at beskueren kunne læse dette af lærredet bagefter. Om det var udtryk for barnlighed, naivisme eller en bevidst materialisering af underfundigt humør kan diskuteres, men hans mange skriverier små som store i aviserne vidner om en mand, der ikke var bange for at tænke mangetanker til ende.
Vincent Van Goghs symbolisme er ofte nævnt inspirationskilde, men det synes også at han har hentet inspiration hos Paul Cézanne, ekspressionister Marc Chagall og i Danmark bl.a. William ScharffEt af Olesens yndede motiver, som han omsatte fra det symbolistiske, ekspressionistiske og endda abstrakte var hanen og høns. Mindeudstilling af hans kunst på Bispegården havde slet og ret titlen ”Hanemaleren Eyvind Olesen”.
Tilnavnet til trods, så er grundlaget for valg af motiv ikke velbeskrevet. William Scharffs hønebilleder har været beskrevet som en nærhed eller symbolistisk pagt med naturen: Foreningen mellem kultur og natur.
Eyvind Olesen har i mange skriverier beskrevet sit forhold til natur og dyre, så en lignende tolkning ligger ligefor. Få gange nævner han specifikt haner og høns. I en historie om hans barndom fortæller han om perlehønsenes tungsindige toner, og referer til et digt om hanens flotte fjerpragt, der gør den indbildsk. Det ligger ham derfor ikke fremmed at menneskeliggøre fuglene med tillagte antropomorfe følelser. Ud af det kan man læse hønsene som et billede på mennesker og menneskers dualitet. Haner kan på en gang virke som stolte og flotte dyr, men også tragikomiske figurer, der enfoldigt er overbeviste om deres egen vigtighed.