Johannes Hofmeister og den efemeriske vished.
Hjørringkunstneren Johannes Hofmeister (1914-1990), men hvad gemmer der sig egentligt i billedets motiv?Hofmeister rutter ikke med beskrivelsen af hvad noget forestiller gennem titlen på sine malerier. Der er enkelte, hvor ordene kan afløse motivet, men det lakoniske er mere reglen end undtagelsen. Hvis der er figurer på billedet, bliver det koncist betitlet noget med figurer. Er der landskab, er landskab selvfølgelig endel af titlen og så fremdeles. Dersom er det heller ikke mærkeligt, at der findes flere af hans malerier med titlen ”Figurer i landskab”.Denne upersonliggørelse gælder ikke kun titlen. I løbet af Hofmeisters karriere forsvinder de individuelle karakteristika gradvist og figurerne smelter ind i landskaberne. Genkendelige som menneskeskikkelser men svært definerbare.
Kigger man på landskabet bag figuren så minder den dragende mørke plamage med hvide og blå trekanter meget om hans billeder fra Galgenbakken i Hjørring Bjerge, hvor han malede mange billeder. Bakken har et afkortende knæk i venstre side, hvilket er overensstemmende med hvordan han afbillede bakken i andre malerier. Den hvide trekant er en husgavl, mens den blå trekant er et kig ned langs husets taget.Det skurer dog lidt, hvor tydeligt man kan se havet i baggrunden. På klare dage kan man fra høje punkter i Hjørring Bjerge, såsom Bellevuetårnet, godt se Vesterhavet, men det vender nu alligevel lidt forkert til helt at passe med kunstnerens øvrige billeder for ikke at tale om geografien.
Motivet minder mere om hans kystlandskaber, især nogen af de senere har motivisk lighed, men perspektivisk forskel. Hvor man i de senere, trods titel, knap kan skimte havet, så er man som beskuer i dette billede højt nok oppe til at kunne se havet strække sig indtil det bliver afløst af himlen.
En anden motivisk lighed med kystlandskaberne er brugen af den enkelte person klædt i blåt. Men hvem er denne person? Han iklæder ofte sine figurer blå, gul, rødlig okker eller rød. Hvor den gule og rødlige ses på børn og kvinder, så kan både mænd og kvinder bære blåt i billederne. Typisk kan man genkende det på håret, hvor kvinderne har langt hår modsat mandens korte, og er der flere personer på billedet, er det manden, der bærer blåt.
I motiver med kun en enkelt voksen, kan de minimalistiske blå figurer både være mand eller kvinde. Der er måske en lille overvægt til at mænd oftere har mørkere blå, og kvinder har lysere blå. Alligevel er det svært helt at bedømme omauktionsbilledets figur er det ene eller det andet, da håret står som en næsten helt utydelig sky omkring hovedet på personen. Det der taler for at det er en kvinde, er de blødere lidt mere afrundede træk, som man også kan skimte i andre af hans kvindefigurer, og samtidigt at den lyseblå afbøjes med en endnu lysere blå i højre side. Og så alligevel; for i venstre side nærmest foldet ind bagom figurenses den mørkere blå også.
Så meget mere vidende, og dog så lidt klogere, står man tilbage med noget ganske vidst: Johannes Hofmeister er en mester i det diffuse og tænksomme, og som titlerne eller mangel på samme antyder, er der rig mulighed for beskueren selv afslutter billederne. Det er som om at de modernistiske former åbner for at man kan overskue billedet i sin helhed og opnå en vished for, hvad der er på spil. Alligevel kommertvivlen snigende når man er ligeved at have regnet den ud. Det man har fået er en art efemerisk vished.